Tú mást ikki misbrúka navn Harrans, Guðs tíns…

Tú mást ikki misbrúka navn Harrans, Guðs tíns, tí at Harrin sigur ikki tann ósekan, ið misbrúkar navn hans.   2. Mós. 20,7

At beskæftige sig med dette bud og overtrædelserne heraf er rystende, for det afslører både, hvordan menneskesindet er indrettet, og hvor stor magt Satan ved sin list har fået over denne verdens børn.

Det er forfærdeligt at se, hvor ofte Guds navn misbruges tankeløst og letsindigt. Mennesker tager de hellige navne Gud, Jesus og Kristus i brug som meningsløse fyldord eller som tilfældige kraftudtryk. Man mener som oftest intet ondt med det, og man ved sikkert ikke engang, hvorfor man gør det.

Dertil kommer, at misbruget slet ikke anses for at være nogen egentlig synd. Selv vantro mennesker kan se, at budene om at ære sin mor og far, ikke at slå ihjel, bryde ægteskabet, stjæle osv. er vigtige og gavnlige. Men man kan slet ikke se, at Guds navn, Guds vilje eller bud skulle have nogen betydning for livet. Ja, hvis nogen hævder, at det er en alvorlig synd at misbruge Guds navn på tankeløs eller ligegyldig vis, bliver han nærmest anset for ikke at være ved sine fulde fem.

Men den kraftige advarsel, som Gud har knyttet til budet, viser, at han ser anderledes på sagen. Han vil aldrig lade den ustraffet, som misbruger hans navn; for misbruget afslører menneskets foragt for Gud. Et dybt fald i synd er aldrig i sig selv og isoleret set udtryk for et gudløst sindelag, men vanen med at misbruge Guds navn er afslørende; det viser, hvor fjernt mennesker lever fra Gud.

Bemærk dog: Vi siger ikke, at den modsatte vane – aldrig at misbruge Guds navn – beviser, at sindet er gudfrygtigt, for denne gode vane kan blot skyldes en god opdragelse.

Mens de øvrige bud har en naturlig forbundsfælle i menneskets kødelige begær, kan det virke mere overraskende, at misbruget af Guds navn er så udbredt. Men dette er udtrykt for Satans store snedighed. Han er fuldt bevidst om, hvor skadeligt det er for et menneske at få denne vane, for når først man har vænnet sig til at misbruge Guds navn og dagligt hører andre gøre det samme, så gør Guds hellige navn og ord ikke noget særligt indtryk på dette menneske. Satan kunne ganske enkelt ikke finde noget stærkere middel til at sløve Guds ords skarphed og gøre menneskesindet uimodtageligt.

I lyset af denne virkelighed må alle kristne være på vagt over for faren, så de advarer og formaner imod denne syndige vane. Det er rent faktisk så farlig en vane, at børn gerne må frygte det på niveau med Djævelen og Helvede!

Úr andagtsbókini ”Gud taler”
eftir C.O. Rosenius
  •  
  •  
  •  
  •  
  •