fbpx

Gleðilig jól í Jesu navni.

Og eingilin segði við teir: «Óttist ikki; tí sí, eg kunngeri tykkum eini stór gleðiboð, sum skulu verða fyri alt fólkið. Luk. 2,10

   Den store glæde, som englen her forkynder, er, at Gud er blevet som en af os. Gud er blevet menneske! Lad os et øjeblik overveje, hvad det betyder:

I Hebræerbrevet står der: Tí at bæði tann, sum halgar, og teir, sum halgaðir verða, eru allir komnir av einum; tí skammast hann ikki við at kalla teir brøður,Hebr. 2,11
Den, der helliger, er Gud selv; og de, der helliges, er os faldne, syndige mennesker; og nu siger Skriften altså, at med Jesu fødsel er både Gud og vi mennesker – og derfor er vi af samme slægt. Han skammer sig ikke ved at kalde os sine brødre, for det er vi virkelig, når både han og vi tilhører menneskeslægten.

Helt konkret viste Jesus, at han ikke skammede sig ved det, idet han ved flere lejligheder – over for såvel Gud som mennesker – omtalte disciplene og de troende som sine brødre. Ikke blot som en venlig og smigrende titel, som han beærer dem med; nej, det er en guddommelig virkelighed, der er tale om – for med hans fødsel har han og vi samme jordiske stamfader.

Hvis vi virkeligt forstod dybderne i dette, ville vi med Paulus råbe: ” Eg neyðar menniskja! Hvør skal bjarga mær frá hesum deyðans likami? Rom. 7,24 – ”hvornår må jeg slippe for denne tåge af synd, som lægger sig sind over den herlighed, som Gud har skabt og frelst mig til?”

Hvis vi herefter skal sætte ord på, hvorfor Guds søn blev menneske; hvad der var grunden hertil og hensigten hermed, kan vi igen vende os til Hebræerbrevet: Av tí at nú børnini eiga lut í holdi og blóði, tá fekk hann eisini á líka hátt lut í tí, fyri at hann við deyðanum skuldi gera tann máttleysan, sum hevur deyðans veldi, tað er djevulin, og fría út øll tey, sum av deyðaræðslu vóru undir trældómi alla lívsævi sína. Tí at víst er tað, at tað ikki eru einglar, sum hann tekur at sær, men avkom Ábrahams tekur hann at sær. Tess vegna mátti hann í øllum lutum verða brøðrum sínum líkur, fyri at hann kundi verða ein miskunnsamur og trúfastur høvuðsprestur í tænastu fyri Guði til at bøta fyri fólksins syndir. Hebr. 2,14-17

Med andre ord: Guds barn måtte blive et menneskebarn, for at menneskebørnene kunne blive Guds børn. For menneskebørnenes skyld måtte sones af et menneskebarn.

Denne forløsning profeterede Esajas om: ” Tí hitt tunga okið, stongina á herðum hans, og rakstrarmansins broddstav hevur tú brotið eins og á Midians degi ….Tí at barn er okkum føtt, sonur okkum givin,” Jes. 9,4 og 6

Det tyngende åg er netop synden og loven, der ligger tungt på os; og ”slavefogedens kæp” er loven, der slår os, belærer os og på grund af vore synder dømmer os til døden og Helvede. Men alt dette blev brudt, da Gud gav os sin søn.

Úr andagtsbókini ”Gud taler”
Eftir C.O. Rosenius

  •  
  •  
  •  
  •  
  •